Firmaets historie
Det hele startede i en landsbysmedie i Frenderup ved Grevinge i Odsherred i 1954 hvor Smedemester Otto Olsen ansatte Laurits Peter Klausen, som sælger. Klausen er født i 1932, uddannet som isenkræmmer og var lige vendt hjem fra militærtjeneste - 22 år gammel, da han startede hos smedemesteren.
Klausen fik ideen til et smart traktorførerhus i 1955 og 1. januar 1956 købte han halvpart i landsbysmedjen, hvorefter selskabet I/S Olsen og Klausen blev dannet.
Man fabrikerede mindre landbrugsmaskiner såsom roeoptagere, harver m. m. Fabrikationen af Freno traktorførerhuse blev den helt store succes og endte med at blive Danmarks mest solgte.
Virksomheden blev løbende udbygget og blev, sideløbende med fabrikationen, en af de førende landbrugsmaskinforhandlere på egnen, med salg af alle førende fabrikater af landbrugsmaskiner og mejetærskere, samt Volvo traktorer og industrimaskiner. I 1961 trak Smedemester Otto Olsen sig tilbage og Klausen købte hans halvpart. Firmanavnet blev ændret til Frenderup Maskinfabrik. 1962 henvendte Asnæs dyrlægen Ove Buttenschøn sig og ville have syet telte til sin patenterede teltvogn Combi-Camp, - en vogn der var stor interesse for.
I 1963 skrev Buttenschøn kontrakt med Klausen der overtog produktions-rettighederne på Combi-Camp. Det blev den helt store succes, som endte med en årlig produktion på over 6.000 stk. hvoraf 75 % gik til eksport. Combi-Camp var Europas mest solgte teltvogn og firmaet der beskæftigede ca. 160 medarbejder havde en omsætning på over 60 mill. I 1969 stiftedes Combi-Camp A/S med Inger og Laurits Klausen som eneaktionærer. Klausens hustru Inger har gennem næsten alle årene været den økonomiske chef og havde sideløbende sit eget finansieringsselskab Combi-Camp Finans A/S, som finansierede en stor del af firmaets detailhandel.
Klausen fik i 1970 eneforhandling af Adria campingvogne øst for Storebælt. Dette blev også gennem årene en stor succes.
Bådene kom til i 1968, først med joller og mindre motorbåde, senere i starten af halvfjerdserne forhandling af mange af de store Danske mærker LM, H-både, Aprodite, Granada, samt aptering af Elvström/Kjærulf båden "Nordisk Familiebåd", som firmaet byggede over 30 stk. af. Sidst i halvfjerdserne blev det dårlige tider og Klausen så sig nødsaget til at købe detailafdelingen ud af aktieselskabet og startede 1. januar 1980 CC Camping & Marine som et selvstændigt privat ejet firma.
I dag er firmaet M-Center med forhandlingen af Quicksilver, Ryds, Sea-Ray, Uttern, Silver, Guernsey, Arvor, Valliant, Linder, Mercury og Mercruiser og Cummins CMD dieselmotorer.
Den 1. august 1980 solgte Klausen Combi-Camp A/S og slap ud af sine økonomiske bekymringer. Siden er det gået støt fremad og i 1996 blev firmaet omdannet til A/S og generationsskiftet indledt, idet Inger og Laurits Klausens to børn Tine Selander og Frederik Klausen, som begge arbejder i firmaet, er blevet medaktionærer så firmaet i dag er et familieaktieselskab.
Tine arbejder på kontoret og Frederik har pr. 16/8-02 overtaget stillingen som adm. direktør efter sin fader. L. P. Klausen står i dag for en del af markedsføringen af CC Camping & Marine A/S og har dermed fået lidt mindre at se til i det daglige.
Tine og Frederik købte, i juli 2005 resten af aktierne i CC Camping & Marine A/S, og solgte derefter 1/3 af aktierne til Morten Stig Andersen, som kommer med en del økonomisk uddannelse og med erfaring fra større virksomheder. Morten arbejder med forskellige administrative opgaver. Vi har på den måde fået nogle flere kompetancer ind i virksomheden, som giver os en endnu bedre balast til fortsat at være en af de førende i branchen.
Den 1. februar 2007 åbnede CC et nyt campingcenter i Slagelse. Herfra solgtes Hobby og Hymer campingvogne, Flexcamp teltvogne og Isabella fortelte.Men finanskrisen som kom som et lyn fra en klar himmel i 2008 var meget hård ved denne nye forretning, som ellers havde klaret sig fint det første år.Da man i sensommeren 2009 fik muligheden for at flytte forhandlinen af Hobby til hovedafdelingen i Herrestrup lukkede firmaet afdelingen i Slagelse i efteråret 2009 og påbegyndte samtidig forhandlingen af Fendt campingvogne.
CC Camping & Marine A/S er Danmarks ældste Adria forhandler og sælger altså idag Adria, Hobby, Hymer og Fendt campingvogne, samt Isabella fortelte, Brenderup trailere m.m., ligesom der forhandles mange forskellige bådmærker og udstyr. Firmaet er i dag en af landets største i fritidsbranchen.
